'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2020 - 04


De udsatte og sårbare grupper - retorik eller realitet?




Der skal passes særligt på de sårbare og udsatte grupper i samfundet i denne corona-tid . Det har været et af de helt centrale og ofte gentagne budskaber fra regering og sundhedsmyndigheder, siden de i fællesskab indledte rækken af pressemøder for nogle uger siden.

Faktisk forekommer det som meget længe siden, at samfundets udsatte og sårbare grupper i den grad er blevet fremhævet under et som et så opmærksomhedspåkrævede segment i et overordnet samfundsmæssigt perspektiv. Spørgsmålet er naturligvis også, hvor længe man fra regeringens og sundhedsmyndighedernes side vil fastholde, at hensynet til de udsatte og sårbare grupper er et helt afgørende samfundsmæssige aspekt. Ikke bare når vi har en pandemi, og der skal tænkes over sundhedssektorens samlede kapacitet. Men i det hele taget - pandemi eller ej.

I de seneste 8-10 år har kommunerne forbrugt betydeligt mindre på den kommunale service til blandt andet de udsatte og sårbare grupper, end der var brug for. Og også betydeligt mindre, end kommunerne var berettiget til at bruge. Vi taler om et pænt stort milliardbeløb, som kommunerne har undladt at bruge på velfærd.

Så længe budgetloven stadig i vidt omfang definerer rammerne for den kommunale udvikling og kvalificering af blandt andet de forebyggende og opfølgende indsatser i forhold til udsathed og sårbarhed, vil det i sig selv være med til at modvirke, at den nuværende retorik om at prioritere hensynet til de mest udsatte og sårbare mennesker i vores samfund vil afspejle sig markant i forbindelse med kommunernes årlige budgetlægning.

Selvom det efterhånden mangeårige mere eller mindre fastlåste fokus på vækst som altings dybeste formål er begyndt at fremstå lidt falmet og gammeldags i forhold til et langt mere nuanceret, fremadrettet og spændende kommunalt bud på, hvordan fremtidens kommuner fastholder og udvikler positionen som det borgernære og bæredygtige eksempel på et mulighedsfyldt og samarbejdende fællesskab, så vil der formentlig gå nogle år, inden en ny og tiltrængt anderledes kommunal selvforståelse er kommet helt på plads.

Så bare rolig. Træerne vokser yderst sjældent ind i himlen.

Det kommer de kommunale budgetter i forhold til de mest udsatte og sårbare mennesker i vores samfund heller ikke til at gøre.