'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2020 - 02


Det relativerede perspektiv på kvalitet



.
Rigtigt mange ledere og fagpersoner i kommuner og regioner er bevidste om, at de rammer, som de i det daglige skal realisere deres arbejde med borgerne ud fra, kan være med til at sætte mærkbare grænser for både deres egen og borgernes oplevelse af den faglige kvalitet i arbejdet. Det være sig de økonomiske rammer, de strukturelle og organisatoriske rammer, den faglige rammesætning m.v.. Rammerne kan for eksempel være defineret med udgangspunkt i lovgivningen, kommunale politikker, administrativt-faglige oplæg fra forvaltningen osv..

Som leder eller fagperson må man med andre ord løbende forholde sig til, at man relativt ofte ved med sig selv og sine kolleger, at de rammer, der gør sig gældende for ens muligheder for at planlægge, udføre og evaluere sit arbejde, er ensbetydende med, at man må se i øjnene, at man som leder eller fagperson ikke kan leve op til sin egen viden om og erfaringer for, hvordan man kvalitativt og professionelt mest optimalt ville kunne planlægge, udføre og evaluere konkrete faglige indsatser i forhold til børnene og de unge, de handicappede eller psykisk syge, de ældre og gamle osv.

Konsekvenserne af, at man som leder eller fagperson må leve med, at det kvalitetsperspektiv, man er nødt til at tage udgangspunkt i, ikke sjældent vil være et relativeret eller undertiden måske nærmest amputeret fagligt perspektiv, er ikke nødvendigvis en omstændighed, som bliver drøftet specielt indgående på hverken møder på ledelsesniveau, interne faglige møder eller politiske udvalgsmøder.

At sam- eller modstille faglig kvalitet med en påstået økonomisk virkelighed er heller ikke nødvendigvis enkelt eller populært. Mens det tilsyneladende er forholdsvis overkommeligt at relativere et kvalitetsperspektiv, så det matcher de økonomiske rammer og vilkår, er det straks betydeligt sværere at relativere de økonomiske rammer og vilkår, så det matcher med et optimalt kvalitetsperspektiv. For eksempel med udgangspunkt i, hvordan ledere og fagpersoner i kommuner og regioner selv oplever, at de vil kunne medvirke til at kvalificere og optimere betydningsfulde faglige elementer i væsentlige dele af det borgerrettede arbejde.

Vi behøver ikke at frygte at det økonomiske og omkostningsrelaterede perspektiv på kommuners og regioners virke også fremover vil blive highlightet og formidlet på stort set alle niveauer som den helt centrale og afgørende faktor. Men måske er det på tide, at forudsætningerne for, og betydningen af ledelsesmæssig og faglig kvalitet i det direkte arbejde med borgere i alle aldre bliver eksemplificeret og formidlet nuanceret med bare tilnærmelsesvis samme styrke som det økonomiske perspektiv.

Det kommer ikke af sig selv, og både ledere, fagpersoner og politikere skal givetvis øve sig på det. For nårr det kommer til stykket er det en fælles udfordring at være med til at legalisere, at noget så indlysende som forudsætingerne for, og betydningen af kvalitet i arbejdet med borgerne, bliver et naturligt og ligeværdigt udgangspunkt for udviklingen af kommunernes og regionernes mulighed for at matche borgernes virkelighed så optimalt som overhovedet muligt.