'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2018 - 10


Et vidensparadoks.




De globale tech-giganter har i de seneste 4-5 år sat voldsom turbo på deres indflydelse på samfundsudviklingen. Vores kommunikations- og relationsmønstre er under stadig og hastig forandring. Hvis man spørger lidt kritisk ind til det, kan svaret ikke sjældent være, at du ikke kan stoppe udviklingen, så vi bliver nødt til at uddanne os til whatever det nu end kommer til at betyde for den måde, vi kommer til at leve vores liv på. Ingen ved rigtigt, hvordan det samfund kommer til at se ud. Sådan for alvor. Så vi uddanner og udvikler ikke med udgangspunkt i en mere grundfæstet og sammenhængende viden om den samfundsmæssige og personlige virkelighed, som vores børn og børnebørn kommer til at skulle håndtere og agere i om 15-20 år.

Heller ikke når det gælder den såkaldte disruption, som i realiteten hænger snævert sammen med den massive implementering af digitalisering, kunstig intelligens, robotter i de kommende mange år, er vi på sikker g sammenhængende vidensmæssig grund. Tallene for, hvor mange der kommer til at miste deres arbejde på grund af disruption, varierer fra 20 og op mod 50%. Så man spørger ind til, hvilke konsekvenser det mere præcist vil få for vores børn og børnebørn, er svaret også her, at det er der ikke rigtigt nogen, der ved. Sådan for alvor.

Vi ved med andre ord, at nogle helt fundamentalt samfundsforandrende udviklingstendenser vil komme til at præge vores børns og børnebørns fremtidige livsvirkelighed markant. Vi ved bare ikke hvordan. Sådan for alvor. Vi savner altså i meget betydeligt omfang konkret og sammenhængende viden om de reelle konsekvenser af en udvikling, som fylder mere og mere af vores tid. Måske blandt andet derfor ser vi efterhånden stadigt flere kritiske røster fra forskere, folk fra dataverdenen, globale politikere m.v.

Mens vi på ikke har ufattelig meget viden om, hvor tech-giganterne, disruption osv fører os hen, ved vi til gengæld rigtigt meget om, hvad der skaber en god og sammenhængende tidlige indsats. Hvad der sikrer gode daginstitutioner med livslang effekt for børnene. Hvad der er medvirkende til god undervisning og trivsel i vores skoler. Hvad der giver et meningsfuldt liv for ældre og gamle mennesker. Hvad der modvirker stress. Hvad der skal til for at sikre et bedre klima og miljø og en natur, der stadig giver bare nogenlunde plads til den utrolige og livsbekræftende mangfoldighed, som naturen tilbyder os dag efter dag, år efter år.

Det paradoksale er imidlertid, at der, hvor vi rent faktisk har sikker grund under fødderne hvad angår reel viden, undlader vi ofte at tage den fulde konsekvens af, at vi ved noget rigtigt vigtigt også i relation til fremtidens samfund. Begrundelsen er ikke sjældent, at det er for dyrt at bruge den viden, vi rent faktisk har, i sin fulde udstrækning. Men det kan også være, fordi viden, vi rent faktisk har om, hvordan vi kan forbedre og kvalificere vigtige samfundsmæssige funktioner, ganske enkelt ikke prioriteres tilstrækkeligt økonomisk, politisk eller ledelsesmæssigt.

Det paradoksale er med andre ord, at vi i de kommende år kommer til at bruge flere og flere ressourcer på at uddanne og udvikle os mod noget, som vi dybest set ikke har nogen præcist formuleret og sammenhængende viden om de fulde konsekvenser af. Mens vi omvendt ofte undlader at investere og handle tilstrækkeligt konsekvent på en lang række smaddervigtige områder, hvor vi rent faktisk har en sammenhængende og faktuel viden at handle ud fra.