'Månedens refleksion' er en lille månedlig skrivelse, som debatterer et aktuelt emne.

Vælg år til venstre og måned herunder.

 
2018 - 01


Læring for livet?



For et par dage siden skrev Berlinske om, hvordan man i Singapore undrer sig over, at vi har indført læreplaner, standardiserede faglige mål og bunker af sprogtests i vores børnehaver, samtidigt med at man i Singapore af al magt netop forsøger at sætte fokus på sociale kompetencer og trivsel, fordi det skaber "glade børn med mod på livet og med appetit på at lære". Forbilledet for udviklingen i Singapore er ifølge artiklen netop de danske kvalitetsbørnehaver, som de fremstod, inden standardiseringen af tests og læring begyndte at skygge for de mere livskonkrete værdier med udgangspunkt i det enkelte barns egen livsverden. Ifølge artiklen vurderer man i Singapore, at det netop var den særlige nordiske børnehavepædagogik, der skabte de nordiske kvalitetsbørnehaver. I øvrigt er Singapore topscorer i PISA-undersøgelserne, og det er altså det, de nu prøver at fastholde ved at fokusere på børnenes sociale kompetencer og trivsel, inden de starter i skolen.

Siden Bjarne Corydon og hans meningsfæller i den daværende regering fastslog, at målet med daginstitutioner og skoler først og fremmest er, at børnene sidenhen skal kunne leve op til erhvervslivets, subsidiært samfundets behov, er kvalitetsbegreberne i tilknytning til pædagogik og undervisning blevet stadigt snævrere knyttet til en vækstorienteret og erhvervsrettet logik, der ikke længere tager udgangspunkt i udviklingen af det enkelte barns livsduelighed og oplevelse af meningsfuldhed. Målinger og undersøgelser, med eller uden orientering til børnene og forældrene om brugen heraf, udgør et stadigt stigende grundlag for de mere eller mindre livs- og kvalitetsbefordrende strategier og standardiseringer, som uafhængigt af de involverede fagpersoners praksisnære viden og erfaringer implementeres på kryds og tværs. Ofte importeres standardiserede tests eller metoder fra bl.a. USA i stedet for at tage udgangspunkt i den meget betydelige pædagogiske indsigt og viden, som er udviklet med udgangspunkt i vores egen måde at tænke både børn og daginstitioner og skoler på.

Forestillingen om, at hvis man skal kunne leve op til erhvervslivet behov, er man nødt til at standardisere og teste sig gennem barndommen, er ikke nogen specielt intelligent forestilling. Det er tværtimod en forestilling, som ekskluderer to væsentlige forudsætninger for at skabe livsnær udvikling og vækst. For det første bygger forestillingen på manglende tillid til, at børns udviklingskapacitet i sig selv udgør et sandt skatkammer af muligheder for at tilføre samfundet en nuanceret og kreativt kritisk sum af kompetencer. For det andet bygger forestillingen på manglende tillid til, at de fagpersoner, der har taget en uddannelse for at kunne hjælpe børnene på vej, selv er i stand til at udvikle et pædagogisk tilbud, der både tilgodeser børnene og fremtidens samfund.

Det er fint med læring for livet. Med fokus på udvikling af livsduelighed som i Singapore. Det er mindre fint med læring for erhvervslivets skyld. Med fokus på arbejdsduelighed, sådan som vi er på vej til.

Det unikke er ikke vores arbejde. I langt de fleste tilfælde vil det kunne overtages af andre. Eller af robotter.

Det unikke er vores liv. Det kan ikke overtages af andre.

Derfor er livsduelighed det vigtigste udviklingsparameter. Arbejdsduelighed er bare et enkelt, men væsentligt element i vores samlede livsduelighed.

Alene af den grund kan erhvervslivets fremtidige behov aldrig blive synonymt med hvert enkelt barns eget unikke udviklingspotentiale og livsperspektiv.

Det er åbenbart det, de har forstået i Singapore.